www.camoenoen.dk

 Camønoen er Møns svar på den berømte pilgrimsrute El Camino (Caminoen) i Nordspanien.

Hvad er Camønoen?

Camønoen kendes som kongerigets venligste vandrerute, der med sine 175 km finder sin vej rundt på de tre sydsjællandske øer Møn, Nyord og Bogø. På turen venter et hav af forskelligartede oplevelser - både naturmæssige og kulturelle. Her kommer du blandt andet forbi skov og strand, klinter, bakkeland og flade strækninger med betagende udsigter, hyggelige småbyer og enestående kalkmalerier.

Følg skiltene

Camønoen består af en hoverute på 175 km og flere alternative ruter på tilsammen 40 km.  Hovedruten er markeret med orange skilte, mens de alternative ruter er markerede med okkergule skilte. Skiltninger gør det muligt at følge ruten i begge retninger.

Camønoens rute er skiltet diskret i de smukke ølandskaber, dog udvikles der stadig på den efterhånden som erfaringer indsamles. Langs ruten er opstillet vandposter og mødepunkter og der er samlet lokale ildsjæle langs ruten til at give dig en ekstra oplevelse.

Forskellige sværhedsgrader

Med sine forskellige sværhedsgrader er Camønoen et tilbud til alle. Her er udfordringer for erfarne vandrere såvel som for rene nybegyndere. Her kan både voksne og børn være med.   

Overnatning undervejs

Langs med ruten kan man både overnatte i telt, bo på B&B, i shelter, skur, en pavillon, på herberg, i pilgrimsboliger, i private boliger eller sågar på et slot.

 Se mere om Camønoen