Raste- og overnatning på shelterpladsen MØNHYTTEN ved Tøvelde, Søndersognsvej 42
Shelterpladsen MØNHYTTEN er en del af Camønoen og Munkevejen, og tilbyder primitiv og gratis overnatning for vandrer- og cykelturister.
Pladsen omfatter 1 rummelig bålhytte, 2 shelters med bålplads og grill, flere borde og bænkesæt, vandpost, renovation, muldtoilet og rigelig med plads til teltopslagning. Der kan sankes brænde til madbål i skoven bag shelterne.
Du er velkommen til at slå dit telt op på pladsen eller at indrette dig i et af shelterne - ingen reservation, først til mølle.............!
Pladsen er åben året rundt 24/7.
Der vil være en vis mængde brænde til rådighed ved shelterne.
Man må under ingen omstændigheder fælde træer, hugge grene af eller tage kviste og kvas fra læhegnene. Brug kun det brænde der er ved shelterne alternativt kan du sanke tørt brænde i skoven bag shelterne - kun hvad der er væltet/fældet og ligger på skovbunden.
Mønhytten er privatejet og ejerne sørger for vedligeholdelsen af den næsten 10.000 m2 store grund samtidig med bortkørsel af renovation.
Det forventes også
at samtlige besøgende af pladsen rydder op efter sig, anvender renovationsbeholderne til affald, og tager hensyn til øvrige besøgende både hvad angår støjende adfærd og boldspil på pladsen.
Ejerne forsøger, så vidt det er muligt, at der i sæsonen forefindes brænde, som kun må antændes på forefindende bålpladser.
I juni 2021 opførtes en bålhytte på shelterpladsen, som siden er meget velbesøgt.
Og lidt om træerne
På rastepladsen bemærker man en række æbletræer, som er podet med tolv forskellige æblesorter, som man traditionelt har kunnet finde på Møn og Sydsjælland. Nogle af de gamle æblesorter er næsten gået helt i glemmebogen og i fare for helt at forsvinde – for en enkelt sorts vedkommende var der kun et enkelt træ tilbage! De yngste sorter stammer helt tilbage fra 1920’erne, medens man skal endnu længere tilbage til de store godser, gamle lærerboliger eller præstegårde for at finde oprindelsen til de ældste sorter. Blandt de tolv sorter som medlemmer af Rotary Møn har plantet langs Camønoen stammer de to fra Møn, nemlig Spejlsby Pigeon æble og Borre Kærne æble.
Pladsens historie
Hytten med pladsen har en lang historie bag sig, idet pladsen i tidernes morgen blev anvendt af ”den gamle skole” (naboen) som idrætsplads for skoleeleverne. Pladsen blev senere overtaget af Stege Søndre Skytte- og Gymnastikforening, som etablerede den for længst nedlagte skydebane på grundens østlige del med et velindrettet skydeskur,
Efterfølgende byggede foreningen et omklædningsrum for damer og herrer i 1953 – den nuværende Mønhytte. Den ældre del af Møns befolkning kender hytten og pladsen som ”håndboldbanen”, som var hjemsted for den succesfulde og kendte Tøvelde Håndbold klub. I 1997 overtog Sct. Georgs Gildet, Møn hytten og pladsen, som fremover blev anvendt primært af spejderbevægelsen til sommer- og tropslejre med typisk omkring 300 spejdere fra hele Europa.
I 2017 besluttede Sct. Georgs Gildet grundet få medlemmer og høj gennemsnitsalder i bestyrelsen at sælge Mønhytten til de nuværende ejere.
Og så: Pas godt på katten
"Snuble” er pladskatten ved Mønhytten
Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login